GAFFA anmeldelse:
Anmeldelse / Live / Lørdag d. 09-11-2013 kl. 11:00
The Sandmen
VoxHall, Aarhus,
fredag d. 8. november 2013
Anmeldt af Morten Ebert Larsen.
GAFFA
5 stjerner.
Rock’n’roll can never die!!
Der er bands, som aldrig dør. Lige meget hvor mange gange de så har lukket døren, kommer de altid tilbage. The Sandmen er et af de bands. Sidste år besluttede de sig for at tage endnu en tur med kliken, og lysten til at spille fortsatte så ind i 2013. Enkelte koncerter er på tapetet her i slutningen af året, og åbneren på et godt fyldt VoxHall viste et band og især Allan Vegenfeldt i fantastisk form.
Størstedelen af det fremmødte publikum var en god blanding af begge køn, som aldersmæssigt havde passeret deres første ungdom. En halv times tid efter det annoncerede tidspunkt kom værterne så på scenen, og fra første strofe af kunne man kun beundrende iagttage Vegenfeldt, der leverede hvert eneste ord, som gjaldt det livet. Eksplosionsfaren var allerede til stede fra start med en gyngende "Innervisions" og fortsatte aftenen ud. Holdet på de tre første numre bestod kun af forsangeren, Stefan Moulvad på guitar og Michael Illo på trommer.
Tidløst
Hvad er det rock'n'roll er, når det er bedst? Det er totalt tidløst. Sådan var det at opleve The Sandmen. Efter de tre første skud kom resten af holdet på banen. Især var Palle Hjorth noget af en oplevelse følge med nogle utrolige syretrips på nærværs-orgelet, og sange som "Big Texan" og "House In The Country" swingede ti procent mere med ham bag tangenterne.
Faktisk var hele holdet ikke inde, for til denne korte turné har The Sandmen fået både korpiger og blæsere med, og de kom ind i små passager med jævne mellemrum. Det gav en vanvittig fed bigband-stemning med både saxofon og trompet, og en sang som "500%" levede op til titlen. Der blev i den grad leveret, både på scenen og blandt publikum, hvor der blev hoppet og headbanget til den store guldmedaljle.
Store stunder kom med den lidt mere afdæmpede "Say Yes", og med en smukt ødelæggende "Devilsway" sagde Vegenfeldt og company tak for i aften. Han er en mand af få ord, den gode Vegenfeldt, men "skål" kunne han finde ud af at sige, og publikum nød at skåle med en mand, der aldrig bliver for gammel til at spille rock'n'roll.
Tre ekstranumre sendte for alvor Aarhus til tælling, hvor "Long Leg Sally" for Gud ved hvilken gang fik fællessangen til at bryde løs, og en lang og intens "Am I Grooving You" satte punktum for en koncert, hvor The Sandmen imponerede med det hæmningsløse hærg, som de altid er garant for. Samtidig var der en ukuelig energi, som kun kan forbindes med to ting – The Sandmen og rock'n'roll.
Anmeldelse / Live / Fredag d. 16-06-2006
The Sandmen Musikcaféen, Århus, torsdag d. 15. juni 2006
Anmeldt af MORTEN ENSIG CHRISTENSEN
Foto: Morten Ensig Christensen
Første stjerne for at hamre det nye materiale fast med søm af en størrelse, ingen gør-det-selv-forhandler har hørt om. Det nye materiale står stærkt, og ånden er hentet i punk såvel som plain rock ’n’ roll. Musikcaféen blev metaforisk pakket ind i rødt ørkensand, diesel, spildolie, asfalt, tattoos og Johnny Rotten.
Det nye materiale har med andre ord hentet inspiration i det enkle og rå udtryk fra verdens store rock-kontinenter. At spille over 10 nye numre kræver sit band, og Sandmens rutine stod lysende klart. Ser vi bort fra et enkelt kiks, der på fantastisk vis blev ”reddet” ved bare at trykke næste nummer af, blev samtlige numre leveret med en unik selvsikker energi. En bundsolid energi, der kræver mange år på landevejen – mange år med fødderne begravet i rock ’n roll livet.
De gamle kendige, ”Weather With Heather”, ”Long Leg Sally” og ”5 Minutes Past Loneliness”, der (altså sidstnævnte) absolut ikke er Sandmens stærkeste kort, var tilsat et par nye ingredienser. ”Weather With Heather” afsluttedes med en bro, der ledte nummeret direkte over i ”House In The Country”, der på grund af den super-coole kvartetopstilling havde et langt hårdere og mere løst udtryk. ”Long Leg Sally” havde ikke de store ændringer at byde på, men spillet i en så intim ramme som Musikcaféen i Århus får den nerven, som jeg synes mangler på cd-afspilleren. ”5 Min.” havde lagt noget af den oprindelige tykke og overdrevne Seattle-sound fra sig, og den havde faktisk noget ”originalt” Sandmen over sig. At Sandmen stiller op som en kvartet gør sit til at lyden er ÆGTE Sandmen i yderste potens, hvilket et nummer som ”5 Min.” nyder ganske godt af.
Anden stjerne går til Ralph A. Rjeily, der håndterede knapperne ved pulten. Lyden var ROCK ’N ROLL – hverken mere eller mindre. Musikcaféens intime atmosfære sætter desværre ofte dårlig standard for lydbilledet. Jeg har før været til gigs på Musikcaféen, hvor lyden har været så høj, at det går ud over bandets udtryk, og dermed lytteglæde. Det må være en meget vanskelig opgave at lave lyd på steder af den størrelse, Musikcaféen har – max 150 tilhørere. Man kan høre bag-gearet såvel som anlægget, og det må sgu være en hardcore opgave for en lydmand. I aftes var alt afbalanceret, og fra hvor jeg stod, var oplevelsen af lyd ret og slet perfekt – du får en stjerne, Ralph A. Rjeily.
Tredje stjerne går til Michael Rasmussen, der slog en steady 4/4 når det krævedes og avancerede sit spil, når det krævedes. Jeg så Sandmen for et par år tilbage på Train, Århus, og Rasmussen virkede den gang, forståeligt nok lidt nervøs – det var første koncert efter Sandmens reunion. I aftes var han dog tilbage i vant rolle, og tønderne blev behandlet, som de skulle. Med en til tider punk-attitude fik Ole Wennike og Stephan Moulvad den opbakning, der skal til for at gøre sig oppe i front. Der er vel ikke så meget mere at sige end at Michael Rasmussen slår den fede tromme, og hans fremadrettede stil holder til sidste taktslag.
Fjerde stjerne går til Ole Wennike, der på unik vis kan virke fuldstændig ligeglad med det, han deltager i, og så samtidig spille den mest groovy bas nord for alperne. Wennike var i går trådt i det cooleste roll ’n roll-”mode”, og smilene var der langt imellem. At man ikke behøver at bruge scenen som en anden Axl Rose (han løber sikkert heller ikke så meget længere) for at give rock ’n roll masser af liv, beviste Wennike i går – bassen talte simpelthen for sig selv. Wennike er en dygtig bassist, og hans feeling er super-tight, men samtidig løs i kanten – han leverer kort sagt varen, og han gør det hver gang. Det virkede klart, som om Wennike havde det rigtig godt i selskab med det nye materiale. Han stod næsten stenfast og arbejdede sin hyre af – ikk’ så meget pis.
Femte stjerne går til Stefan Moulvad. Mulvad har erstattet Sam Mitchell og vi kan vel godt sige ”for good”. Moulvad har været en del af Sandmen i mange år nu, men der har vel egentlig altid hersket lidt tvivl om hans ”medlemskab”. Det gør der ikke længere og GODT for det – Moulvad er en rock ’n’ roller af den gamle skuffe. Det er i denne skuffe, at man henter de fede riffs – de tre akkorder, der skal til for at skabe real rock ’n roll. Mange havde håbet på, at Sam Mitchell ville returnere til Dannevang for at genoptage sin stilling som guitarist i Sandmen – vi var vel i grunden ganske få, der håbede på at Moulvad ville overtage strengelegen, og det glædede mig meget, at Moulvad blev hængende. Hans arbejde i hedengangne Nerve lagde bunden for min fascination af hans håndtering af den 6-strengede. Det er vanskeligt at sætte ord på hans stil, men det er jo min pligt som anmelder at gøre det, så her kommer den: han ved, hvornår der skal spilles, ved, hvornår der skal holdes igen, og hvornår den skal trykkes helt af. Han ved, hvornår der skal en løs larmende akkord til, ved hvornår et riff skal pumpes ud i æteren, og hvornår en solo skal hives op på et niveau, hvor de få findes.
Sjette stjerne gives til, ikke overraskende, Allan Vegenfeldt. Vegenfeldt har forhåbentlig lagt jakkesættet og crooneren fra sig – lad Claus Hempler om den tjans. Vegenfeldt har forhåbentlig brudt samarbejdet med Bent og hans Matador-tema – det er sgu da ikke en vaskeægte rock ’n’ roller værdigt at deltage i sådan noget gudsforladt hitmageri. Vegenfeldt, vi hylder dig for den attitude, du viste i går – den ydmyge leder i front af en kvartet, der vil bevise sit værd på den danske rockscene. Vegenfeldt var i går så tæt på sit gamle ”jeg”, at jeg har vanskeligt ved at tro, at han nogensinde har været tættere. Han var i et med de nye numre, og de er som skabt til ham (og selvfølgelig Rasmusen, Wennike og Moulvad). At begå sig på store scener har aldrig været Sandmens problem, og da slet ikke Vegenfeldt. I går var det som om, at Århus så en leadsanger i sit rette element. Vegenfeldt og den intime scene var som støbt for hinanden. Uden at der opstod den helt store kommunikation, så det ud til, at publikums nærvær passede Vegenfeldt ganske godt.
Den syvende stjerne kan desværre ikke gives, da den jo som bekendt ikke eksisterer. Jeg tildeler dog alligevel denne syvende stjerne – den må svæve over vandene til august, hvor den nye skive sendes ud i butikkerne. Der er bare tilbage at sige: kom tilbage SNART.